Hvis du er begynder i orienteringssporten og ny i Tisvilde Hegn Orienteringsklub, er der helt sikkert mange spørgsmål, du gerne vil have svar på. På denne side besvarer vi mange af de spørgsmål, der ofte bliver stillet. Har du flere spørgsmål, er du altid velkommen til at skrive til én fra bestyrelsen eller til én af trænerne.

Her finder du svar på følgende spørgsmål:

  • Hvilket udstyr skal jeg bruge?
  • Hvordan betaler jeg kontingent og løbsafgifter?
  • Hvor er der løb?
  • Hvordan læser jeg signaturerne på kortet?
  • Hvad betyder postbeskrivelserne?
  • Skal man løbe i klubtøj til konkurrenceløb?
  • Hvordan melder jeg mig til løb?
  • Hvordan bruger jeg SPORTident-brikken?

Hvilket udstyr skal jeg bruge?

Kompas

Et  kompas er uundværligt, og der findes to typer: et almindeligt håndholdt kompas og et tommelfingerkompas. Tag evt. en snak med nogle erfarne løbere, før du investerer 200-750 kr.

Tøj og sko

Orientering foregår i alle slags terræner: først på store og små stier, men efterhånden som erfaringen bliver større, går ruten gennem mere og mere krævende terræner langt fra stierne. Sandsynligheden for, at tøjet bliver revet hist og her, er stor, så derfor: Lad være med at stille op i det dyreste outfit, men find noget løbetøj frem, som du ikke er så øm over.

Da orientering foregår i al slags vejr, er let (ikke vandsugende) beklædning at foretrække. Turen går sommetider gennem brændenælder og brombær, så det er uklogt at stille op i korte bukser. Lette løbesko med dupper er bedst. Der findes specielle orienteringsløbssko, som kan købes i specielle butikker.

Se en liste over de mest kendte butikker og webshops

O-butikken, der også sælger orienteringsudstyr ved de fleste større stævner på Sjælland.

Møller Sport, der sælger alt indenfor o-sport. Sælger både via webshop og har en fysisk butik ved de fleste store nationale stævner.

Løberen er en stor kæde med fysiske butikker flere steder i Nordsjælland. Sælger en del o-udstyr ud over almindeligt træningstøj. Er som regel også at finde ved de store nationale stævner. (Du får 20% rabat som medlem af Tisvilde Hegn OK)

Løberministeriet sælger både o-udstyr samt almindeligt smart træningstøj. (Her får du også 20% rabat som medlem af Tisvilde Hegn OK)

Tilsvilde Hegn OK – klubtøj. Klubben har naturligvis sit eget brand i vores farver og med logo på, som vi løber med især ved de store stævner. Børn og ungdomsløbere får en del tilskud.

SPORTident-brik

Ved alle løb, som ikke er træningsløb, anvendes en såkaldt “elektronisk brik”, som spændes om en finger, og som registrerer, hvornår du har været ved posterne i skoven – eller med andre ord: dine stræktider og din samlede tid. På Sjælland anvendes for tiden udelukkende brikker af mærket SPORTident. De kan købes i ovenstående butikker og koster mellem 250 og 700 kr., eller de kan lånes af klubben eller lejes hver gang mod et mindre gebyr.

Hvordan betaler jeg kontingent og løbsafgifter?

To gange om året får du en faktura tilsendt på mail fra kassereren. Heraf fremgår dit kontingent og de løbsafgifter, som klubben har lagt ud for dig. Det er gratis at deltage i klubbens egne træningsløb. Ved andre træningsløb (herunder skovcup) betales altid kontant på stedet.

Hvor er der løb? 

Hvis du lige vil se sporten an og ikke er klar til at deltage i konkurrence (endnu), er der mange muligheder for dig. Først og fremmest er der de træningsløb, som klubben selv arrangerer i skovene omkring Tisvilde, Helsinge og Frederiksværk. Disse løb finder du i Kalender. hvor startstederne også fremgår. Alle klubbens ugentlige træninger kan du læse om her.

Orienteringsklubberne i Nordsjælland arrangerer i fællesskab træningsløb for begyndere og let øvede. De går under navnet Skovcup, og der kan du frit møde op i det angivne tidsrum. Ingen af disse løb kræver forhåndstilmelding. Til stort set alle konkurrenceløb, som du også kan se i kalenderen, er der et tilbud om “åbne baner”, som man kan tilmelde sig på dagen. Der er altid flere sværhedsgrader og banelængder at vælge imellem, og du vil nemt kunne spore dig ind på, hvad der passer til lige præcis dig, ved at tale med en af de erfarne løbere.

Hvordan læser jeg signaturerne på kortet? 

Der er nogle overordnede regler, som du skal kende for at forstå signaturene. I begyndelsen kan det virke overskueligt, men bare rolig, du kommer hurtigt til at kende forskel på signaturerne for grøfter og punkthøje.

Signaturerne deles op efter deres farver:

Hvide farver vedrører letgennemløbelig skov

Grønne farver vedrører vegetation (tætheder, undervegetation, enligtstående træer, grendiger mm)

Brune farver vedrører jordoverfladen (højdekurver, jorddiger, volde, punkthøje, huller, render, skrænter mm)

Blå farver vedrører vand (søer, moser, grøfter mm)

Sorte farver vedrører sten, klipper og menneskeskabte genstande, såsom stier, huse, stendiger, hegn, jernbaner, tårne, foderhuse mm

Gule farver vedrører åbne områder (marker, heder, lysninger, åbne områder med spredt bevoksning mm)

Rødviolette farver vedrører den aktuelle orienteringsbane (startpunkt, poster, mål, samt forbudte områder, tvungne overgange ved f.eks. jernbaneoverskæring, mm)

En mere detaljeret signaturbeskrivelse ser du her.

Hvad betyder postbeskrivelserne?

På alle orienteringskortene er der også en postbeskrivelse, der passer til den bane, du skal løbe. Postbeskrivelserne giver en visuel detaljeret beskrivelse af posten. F.eks. nævner den, hvilket nummer posten skal have, så du ved, at du står ved den rette post. Postbeskrivelsen forklarer også præcist, hvilken terrængenstand posten står ved/på (stikryds, grøfteknæ, slugt, osv.) Dansk Orienteringsforbund har lavet en udførlig forklaring på postbeskrivelserne, som anvendes over hele verden. Studér dem lidt, og pas på de svære symboler. Hvad betyder f.eks. en brun prik og en sort prik på løbskortet? Og hvilke symboler bruges i postdefinitionerne?

Se postbeskrivelserne her.

Skal man løbe i klubtøj til konkurrenceløb?

Nej! Du bestemmer altid selv, hvilket tøj du vil løbe i.

Hvordan melder jeg mig til løb?

Tilmelding til løb, som ikke er træningsløb, foregår for det meste via tilmeldingsprogrammet O-service, som du får adgang til som medlem af Tisvilde Hegn OK. Du får tildelt et brugernavn og et password, som gælder hele familien. Indtil du er blevet oprettet, tager klubbens tilmeldingsmodtager Aase Neregaard imod din tilmelding. Husk, at du skal melde dig senest kl. 20.00 to dage før den tidsfrist, der står angivet i arrangørernes løbsindbydelse (den der står i O-service). Så har vores tilmelder en chance for at rette eller tilføje eventuelle oplysninger (f.eks. låne-briknr., stafet-makkere mm), inden tilmeldingen sendes videre til arrangørerne.

Hvordan bruger jeg SPORTident-brikken? 

Der findes to slags SPORTident-brikker: En “lille” brik med plads til 30 klip, og en “stor” brik til 64 klip.

Før du bruger din brik, skal de gamle klip slettes, så der bliver plads til nye klip. Det gøres ved at holde brikken nede i CLEAR-enheden (5-10 sekunder), indtil lys- og/eller lydsignal fortæller, at brikken er renset. Derefter stikkes brikken i CHECK-enheden, som med signal viser, at brikken ER tom.

Ved “put-and-run”-løb starter din løbstid i det øjeblik, du stikker brikken i START-boxen. “Put-and-run” benyttes, hvis du IKKE har en fast starttid, fx hvis du kommer uanmeldt og løber en åben bane. Hvis du har en fast starttid, skal du ikke stikke brikken i nogen box, når du starter.

Når du “klipper” posterne, holdes brikken nede i enheden, indtil du får et lys- og/eller lydsignal. Tjek først og fremmest lys-signalet, hvis der er flere postenheder og andre løbere i nærheden. Herved undgår du at reagere på et “forkert” bip fra en af de andre postenheder. Du kan stemple flere gange ved samme post – kun den første registrering gemmes. Udebliver signalet, skal du bruge postens klippetang og klippe i kortet i et af de markerede felter (eller i kortets kant) som bevis på, at du har været ved posten. Husk at fortælle i målet om evt. klip i kortet. Når målposten er klippet, skal du huske at få aflæst din brik, så det kan registreres, at du ER kommet i mål. Dine klip registreres, og du får som regel straks udleveret dine mellemtider og din samlede tid.