Som bekendt havde THOK hele 5 ud af 12 deltagere på juniorlandsholdet ved JWOC 2016 i Scuol, Schweiz – Emil, Carl Emil, Agnes, Line og Amanda. Det var første gang for Agnes og Line, mens det var anden gang for Emil og Carl Emil, som begge var med i Norge sidste år. Amanda var med for 4. og sidste gang.
JWOC lagde ud med sprint i Scuol by i mindst 30 grader – bagende sol! Emil faldt desværre på asfalten, men fortalte efter løbet, at han egentlig syntes, det var gået okay. Trods faldet blev Emil bedste dansker som nr. 55, knap 2 min efter vinderen, Joey Hadorn fra Schweiz, som vandt med tiden 12.47. Carl Emil blev nr. 87 med tiden 15.05, og han var et sekund efter Mikkel Lyskær fra Farum, som blev nr. 84. De ligger tæt i H20! Carl Emil havde hurtigste tid til post 2 – og var som altid lynhurtig i spurten! Det er virkelig sjovt at se, når Carl Emil starter spurt-motoren J
I D20 gik guldet også til Schweiz, hvor Simona Aebersold vandt med hele 52 sekunder! Josefine Lind fra OK Gorm løb sig til en flot 5. plads, 1.09 efter Aebersold. Amanda havde forventet en sværere bane, så hun lagde forsigtigt ud og kom i mål som nr. 16 – 2.11 efter vinderen. De to debutanter, Line og Agnes, havde hver lidt at slås med. Line havde mange sommerfugle i maven, og Agnes løb faktisk rigtig fint og disciplineret, men havde sprunget en post over. ØV. Line blev nr. 73 i tiden 16.54.
Efter mesterskabsklasserne var overstået var der mulighed for at løbe en publikumsbane. Mange var trætte og varme efter en lang dag på SP, men de fleste kom alligevel ud på en tur. Jeg fik lov at låne Lasses kort, da han var kommet i mål, så jeg fik også set lidt af byen. Meget flot og hyggelig by med en flod og via to forskellige broer kom man over til at skønt grønt område/skov, hvorfra starten havde været. Kirken lå majestætisk på en høj tæt ved floden – meget smukt!
Dagen efter gjaldt det lang distance. Her skulle løbene foregå i 2100 m højde, og der var en del skrænter at løbe på. Vejret var igen fint, dog lidt køligere i højden. H20-løberne havde en publikumspassage, så vi kunne følge lidt med – desværre gjaldt det ikke for pigerne… Dagen bød uheldigvis på flere danske skader/vrid. Mads Skaug fra OK Pan vred om kort før passagen, Josefine Lind vred i starten af banen og Nikoline Splittorph vrikkede desværre også om. Det lød dog voldsommere, end det var. De var alle klar til at løbe kvalifikation til mellem – eller dvs. Mads ville gerne, men fik ikke lov.
Resultaterne fra lang var ikke i toppen. Amanda holdt dog stilen og blev nr. 17, 9.46 min efter vinderen. Line havde fået styr på nerverne og løb sig til en super flot 22.-plads, et lille minut efter Amanda. Agnes gjorde det også godt ved at blive nr. 48 – der var 138 gennemførte løbere i D20, så en rigtig fin præstation af Agnes.
Hos herrerne blev Carl Emil bedste dansker som nr. 72 – knap 19 min efter vinderen. Emil blev nr. 81, 1½ min efter Carl Emil. Hos herrerne gennemførte 156 løbere, så begge vores drenge i bedste halvdel. Carl Emil kom fluks over til os efter målgang og fortalte Jonas om sit løb – vist nok med to lidt fjollede bom, hvorefter Carl Emil gav dem max fart J Men det havde været rigtig sjovt!
Efter lang var der hviledag, hvorefter der var kvalifikation til mellem. Dette skulle foregå i Ftan med stævneplads lige, hvor det danske landshold boede, så alle danske tilskuere/forældre blev inviteret til at komme og se løbernes værelser. Men først skulle der løbes – denne dag i regnvejr.
Til kvalifikationen løbes der i forskellige heats – A,B,C i både H20 og D20. Deltagerne ved ikke før start, hvilket heat, de løber i og altså heller ikke, hvem de skal kæmpe mod. Der starter en fra hvert heat hvert minut – dvs. tre H20/D20 starter samtidig.
De løbere, der løber sig i top 20 i hvert heat, kommer i A-finalen dagen efter – og det er her, der løbes om medaljer.
Desværre fik Danmark kun 4 løbere i A-finalen. Laurits Bidstrup i H20 kom lige præcis med ved at blive nr. 19 i sit heat. Josefine Lind blev nr. 4 i sit heat, Caroline Finderup blev nr. 7 og Amanda imponerede ved at blive nr. 2 i sit heat. Hun havde benyttet sig af en lidt anden strategi end tidligere – hvor hun før havde lagt lidt forsigtigt ud, angreb hun nu banen i god fart fra start. Det gav bonus!
Både Schweiz og Norge fik alle deres løbere med i A-finalerne!
Efter løbet var Tim og jeg lige oppe og se, hvordan Amanda boede. Hun havde et fint værelse med Line. Tim fik også lige set til Emil og Carl Emil. Agnes så jeg desværre ikke…
Onsdag aften havde vi aftalt at gå ud at spise med familien Øbro. Tæt på vores lejlighed lå en restaurant, som lavede Østrigs største wienerschnitzel, så det skulle prøves! Ida var meget opsat på, at hun da sagtens kunne spise sådan en stor schnitzel. Lasse, Jonas og Dennis valgte også den store. Tim, Lene og jeg tog bare en almindelig schnitzel, som var rigelig stor! Den kvindelige tjener gjorde store øjne, da hun skulle tage imod bestillingen – Ida, den lille, tynde pige – hun kunne da ikke spise så meget! Men jo!!, sagde Ida, det kunne hun bestemt. Det var en gigantisk schnitzel!! Alle var glade til en start, men efterhånden smagte den altså ikke helt så godt… nej, hvor var det morsomt at se de tre unge kæmpe med maden J Det var kun Jonas, som lykkedes med at få den hele ned. Lasse og Ida aftalte at stoppe samtidig – Dennis havde givet op for længst. Sjovt nok ville ingen have dessert…
Mellem finalen foregik i Susch i lidt blandet vejr. Resultaterne var knap så blandede… der var ingen topplaceringer til danskerne. Vores egne drenge, Carl Emil og Emil løb begge et fint løb i C-finalen, hvor Carl Emil blev nr. 7. Emil står under disk, fordi han manglede en post til kval’en. Men han havde haft et godt løb og var tilfreds.
Caroline Finderup blev som nr. 21 bedste dansker i D20 i A-finalen. Amanda lidt efter som nr. 26. Hun havde desværre bommet post to og var kommet næsten hen til post 3, før hun fik læst sig ind.
Line havde satset på at komme i A-finalen, så hun var ked af det efter kval’en. Men til B-finalen løb hun rigtig fint og blev nr. 2. Agnes var også i B-finalen og hun løb også rigtig flot og blev nr. 5.
Sidsteposten denne dag var en gedebuk – en oppustelig en, som blev tøjret på en græsplæne.
Så var der kun stafetten tilbage, og den foregik i et fantastisk smukt område, Tarasp. Jeg ved ikke, hvor langt oppe det lå, men der fandtes en lille oase/slugt som dannede rammen om en meget fin stævneplads med meget fint overblik for tilskuerne, som sad på en skrænt og kunne følge med i både start, skifte, målgang samt storskærm. Arrangørerne havde også lavet en passage til et udsigtspunkt over en meget smuk dal, hvor man kunne følge nogle af løberne.
Som altid er der meget stemning til en stafet – og det var der i høj grad også her. Desværre var Danmarks løbere ikke med i det store sus – Amanda fik os dog lige op på tæerne med sit fine løb med håb om en podieplacering.
Line lagde fint ud på førsteturen og kom ind som nr. 17 – 3.23 efter førende hold. Amanda må have været meget tændt, for hun gik ud for at jage og spise placeringer! Amanda løb i 4. bedste tid og hentede 9 placeringer, så hun skiftede til Josefine som 8. hold i mål. Men da både Schweiz og England havde to hold foran, og kun et enkelt hold fra hver nation tæller, havde Amanda reelt løbet det danske hold op som nr. 6! Stor spænding! Nu skulle Josefine bare holde positionen eller evt. løbe sig mere op. Desværre havde Josefine allerede på første radio tabt dyrebare minutter, som det ikke lykkedes hende at indhente igen L Josefine kom i mål som 12. hold, hvilket så resulterede i en 10. plads til pigerne.
I H20 blev det danske førstehold nr. 22 uden på noget tidspunkt at have været i nærheden af podieplaceringerne.
Schweiz stod for et meget fint arrangement af JWOC 2016, og udover god stævneplanlægning var det schweiziske landshold totalt dominerende medaljetagere. De tog 7 guld, 4 sølv og 1 bronze. Begge schweiziske hold vandt stafetten.
Selvom der ikke var nogle medaljer til Danmark, var det som altid spændende og sjovt at opleve JWOC og heppe på det danske landshold.
Der kommer fotos senere, men indtil da, kan du se resultatlister, kort og fotos fra JWOC’s hjemmeside her.