Fantastisk løb af Amanda på JWOC stafet

In Eliten by Thomas

Amanda sluttede junior-VM af med en rigtig flot præstation på stafetten. Camilla Bevensee løb førstetur og kunne sende Amanda i skoven som nr. 29 – små 6 minutter efter det førende hold, Cecilie Klysner Friberg fra Danmarks 1. hold. Det var helt efter planen.

Amandas taktik var at løbe på sikkerhed og tage udenomsvejvalg, hvor det kunne lade sig gøre. Det viste sig, at være en rigtig god taktik. Amanda løb dagens 6. hurtigste tid på andenturen – og var kun 25 sekunder langsommere, end Cecilie havde været på førsteturen – og hun var mere end 2½ minut hurtigere end Danmarks nye juniorverdensmester Miri Thrane Ødum på det danske 1. hold. Dermed fik Amanda løbet holdet op på en placering som nr. 17 – og det var sølvmedaljevinderen fra sprinten Nicoline Klysner Friberg, der skulle løbe sidstetur.

Nicoline løb et rigtig flot løb, og kunne løbe holdet i mål som nr. 11. Hendes tid var 2½ minut langsommere end Amandas, så det understreger virkelig hvilket fantastisk løb Amanda har haft. Det danske førstehold blev desværre disket, da Ita Klingenberg klippede forkert kort før mål.

Amanda i mål på langdistancen til Junior-VM

Amanda i mål på langdistancen til Junior-VM