For en uge siden kunne vi berette, at Tisvilde Hegn OK havde fået udtaget imponerende fire løbere til EYOC og JEC. Men det er slet ikke slut med landsholdsudtagelserne endnu.
Efter et afbud er Iben Valery blevet udtaget til JEC også. Det er en fin anerkendelse af Ibens rigtige flotte resultat DM-lang, hvor hun løb en bronzemedalje i hus. Iben har døjet med lidt skader, men hun satser på at kunne løbe for fuldt til mesterskaberne.
Jonas udtaget til Baltic Junior Cup
Jonas kom som bekendt ikke med til JEC, men han er til gengæld efter weekendens Svenske Mesterskaber på lang distance blevet udtaget til at repræsentere Småland ved Baltic Junior Cup, som foregår i Finland.
Jonas løb et rigtig fint løb til kvalifikationen lørdag, og var blot 30 sekunder fra A-finalen, som det kun er de 30 bedste, der kvalificerer sig til. Ved søndagens B-finale startede Jonas som en af de sidste og kom i mål i 5. bedste tid. Jonas har været plaget af knæskader de sidste to år, og det er derfor et resultat, der viser, at Jonas er ved at være godt løbende igen. Jonas syntes selv, han havde løbet okay uden store bom, men farten kunne dog have været højere.
Lederne i Småland kvitterede for Jonas’ flotte resultat med en udtagelse til Baltic Junior Cup, hvor de 5 bedste fra hver region i Sverige deltager. BJC har deltagere fra Sverige, Estland, Letland, Lithauen, Polen og Finland. I år foregår BJC i Nuuksio National Park ved Espoo – ca. 30 km vest for Helsinki.
Løbet er for H/D16 til H/D20-løbere (Småland stiller med fuldt hold og deltager med i alt 30 ungdoms- og juniorløbere), og der løbes lang distance lørdag den 5. oktober og stafet søndag den 6. oktober. Løbet kan følges via følgende link (http://www.ok77.fi/index.php/en/bjc2013), hvor der vil være GPS-tracking og online resultater.