Efter det netop overståede danske mesterskab i langdistance på Møn er ikke færre end fire af Tisvilde Hegn OK’s dygtige ungdomsløbere blevet udtaget til landsholdet. Det er ny rekord for en klub, der i forvejen har stolte landsholdstraditioner.
DM var sidste iagttagelseskonkurrence til såvel Junior-EM (JEC) i St. Etienne, Frankrig den 4. til 6. oktober 2013 for de 17-18 årige og 19-20 årige, og til Ungdoms-EM (EYOC) den 24. til 27. oktober 2013 i Portugal.
Til JEC blev hele tre Tisvilde Hegnere udtaget.
Emil og Bertram på H 17-18 holdet
I klassen H 17-18 fik vi to løbere med. Emil Øbro har vist helt forrygende form i dette efterår. Det kronede han med en sikker sølvmedalje til DM. Denne flotte præstation blev belønnet med en sikker plads på holdet.
Bertram Kopp Stannum har de seneste to år vist en utrolig flot stabilitet. På de internationale stafetter, Tisvilde har deltaget i gennem klubsamarbejdet CopenhagenO, har han hver gang præsteret helt i top. Til de danske mesterskaber har han understreget denne flotte stabilitet, og det præmierede landtræner, Emil Thorsen, med en plads på holdet.
Amanda sikker på D 17-18 holdet
Amanda Falck Weber blev udtaget i D 17-18. Amanda løb rigtig flot til Junior-VM i Tjekkiet i juli måned – og hun var således selvskrevet til holdet, selvom hun ikke deltog i de danske mesterskaber. Amanda, der til daglig bor og træner i Eksjö i Sverige, missede de danske mesterskaber, fordi hun tidligere på året har løbet svenske mesterskaber. En ny regel, svenskerne har indført i 2013, betyder, at hun så ikke måtte løbe de danske mesterskaber. Ærgerligt for Danmark og for Amanda – men Amanda har vist så høj klasse, at landstræneren ikke var det mindste i tvivl om, at hun skulle udtages.
Jonas tæt på en plads i H 19-20
Vi var faktisk lige ved at få en fjerde løber med til JEC. Amandas storebror Jonas Falck Weber kunne ligesom Amanda ikke deltage i DM, da han har løbet svenske mesterskaber. Men han fik lov til at løbe DM-banerne uden for konkurrence. Det gjorde han så godt, at han var meget tæt på at tage en plads på H 19-20 holdet. Men der skulle kun udtages 3 løbere i H 19-20 (mod 6 i H 17-18), og her manglede Jonas lige det sidste. Det var dog en stor opmuntring for Jonas, der har været skadet i næsten 2 år, at han nu er tilbage i en form, der bestemt tyder på, at en plads til Junior-VM i 2014 er inden for rækkevidde.
Nikoline Tillingsøe til EYOC i D 15-16
I D 15-16 var Nikoline Tillingsøe et sikkert valg. Hun havde ikke sit livs bedste løb til DM-lang i den forgangne weekend – men til gængæld havde hun en DM-guld med i bagagen fra DM-mellem for tre uger siden, så der var ingen tvivl om, at hun skulle med på holdet.
Vi krydser fingre for, at vores dygtige unge løbere får nogle gode oplevelser til de to mesterskaber. Formålet med deltagelse i sådanne mesterskaber er først og fremmest at vinde en masse erfaring – men derfor kan vi jo godt håbe på nogle flotte placeringer også.