Mandagens langdistance ved JWOC bød på rigtig meget stigning og grundige overvejelser, når der skulle vælges vejvalg. Amanda skulle løbe 7,1 km med 470 m stigning. Vindertiden i D20 var beregnet til 59 minutter. Amanda var i første startgruppe og startede dermed som en af de første. Der var 4 meldeposter og allerede ret hurtigt hørte vi speakeren fortælle, at Amanda klarede det fint. I mål kom Amanda ind som førende på 69.01 min, men der var jo stadig lang vej til sidst startende var i mål. Så snart Amanda var kommet i mål, blev hun bedt om et interview, som kom på storskærmen på stævnepladsen. Amanda fortalte, at hun ikke syntes, det havde været så svært teknisk, men at det mere var vejvalgene, der var udfordrende. Lige efter interviewet kom en løber i mål, som havde slået Amanda med 4 minutter… Men længe lå Amanda nr. 2 og hun endte på en fin 23. plads ud af i alt 148 D20 løbere. Så en fin og absolut godkendt debut for Amanda ved hendes første løb til JWOC.
I dag tirsdag løbes der kvalifikation til onsdagens finale i mellemdistance. Der er tre heats i D20 – og Amanda starter 12.05 (lige om lidt…) så jeg må skynde mig at følge med på live-resultaterne, da vi ikke er ude på pladsen i dag.