Ved DM-hold i Frøslev Plantage måtte vi afgive DM-titlen til OK Pan, der besejrede os knebent med 132 – 126. Stort til lykke til OK Pan.
Vi blev en sikker sølvvinder med sejr på 143 – 116 over bronzevinderen, FIF Hillerød, og det blev til endnu større sejre over de øvrige klubber, Silkeborg OK, OK Snab Vejle og OK Gorm Jelling.
Carsten Jørgensen markerede sig med en tredjeplads i herreeliten, kun 15 sekunder fra førstepladsen, og Tenna Nørgaard Landsperg blev en flot nr. tre i dameeliten.
Vores løbere hentede fire førstepladser og fire andenpladser. Førstepladserne blev vundet af Nikoline Tillingsøe, Aase Neregaard, Ida Øbro og Celina Bregensøe, mens andenpladserne blev sikret af Jens Jørgen Hansen, Henrik Møller, Agnes Nørgård Kracht og Xenia Bregensøe.
Tak til Jens for et godt arrangeret ophold for klubbens løbere i Søgårdslejren, hvor vi hverken skulle lave mad, vaske op eller rede senge. Der var sørget for det hele.
Sejr i medaljestatistikken
Med sølvmedaljen ved DM-hold blev Tisvilde Hegn OK vinder af orienteringsklubbernes statistik over medaljer, vundet ved årets DM’er i disciplinerne sprint, mellem, lang, ultralang, nat, stafet og hold.
THOK vandt 23 guld-, 11 sølv- og 15 bronzemedaljer. Med 3 point for guld, 2 point for sølv og 1 point for bronze giver det en score på 106 point.
Silkeborg OK blev nr. to med 102 point, mens FIF Hillerød kom på tredjepladsen med 99 point, og den nye klubholdsmester, OK Pan Århus, sluttede som nr. fire med 93 point.
Syv forrygende gode år
Årene 2007 – 2013 har været helt forrygende gode for Tisvilde Hegn OK. Seks af de syv år har klubben vundet medaljestatistikken, eneste undtagelse var 2012. Ligeledes har klubben i seks af de syv år vundet sjællandsmesterskabet for klubhold, også her var 2012 eneste undtagelse.
Alle syv år har klubben kvalificeret sig til DM-finalen for klubhold, hvor det er blevet fire guldmedaljer, to sølvmedaljer og en fjerdeplads. Guldet blev vundet i 2007, 2008, 2010 og 2012, sølvet blev vundet i 2009 og 2013, mens det i 2011 blev til en fjerdeplads.