Thomas Jensen fortæller:
De nye landsholdsgrupper for 2017 er netop blevet offentliggjort – og Tisvilde Hegn OK har for første gang siden starten af dette årtusinde to løbere i seniorlandsholdsgrupperne. Samtidig har vi tre løbere i juniorlandsholdsgruppen.
Björn og Amanda på seniorlandsholdet
På seniorsiden kom Björn Cederberg i landsholdsgruppen allerede i januar 2016 – da han lavede en aftale om tilknytning til elitecenteret i Aarhus. Han har efter en fin sæson med udtagelse til alle de store mesterskaber incl. VM fået genvalg.
Amanda Falck Weber rykker op i seniorklassen i 2017. Hun har vist et virkelig højt niveau i 2016 med flere flotte internationale resultater, og det har ikke overraskende givet hende en plads i den blot 5 mand store kvindegruppe.
Emil Øbro rykker også op i seniorklassen i 2017 og han har vist, at han har niveauet til at følge med de allerbedste, når han rammer dagen. Men der er ikke fundet plads til ham i seniorlandsholdsgrupperne i første omgang. Men hvis det fortsætter den gode udvikling, er der gode muligheder for, at det blot er et spørgsmål om tid.
Ida, Agnes og Line på juniorlandsholdet
I juniorlandsholdsgrupperne er der genvalg til Ida Øbro, Agnes Kracht Nørgaard og Line Cederberg. For Lines vedkommende er det sidste år som junior. Hun har især i slutningen af 2016 vist rigtig højt niveau – blandt andet med en flot 6. plads til JEC blot 1½ minut fra sejren. Hvis hun kan fortsætte denne udvikling, vil hun kunne slås med om podiepladserne til junior-VM i 2017. Ida og Agnes har begge tre år tilbage i juniorklassen, men har allerede vist rigtig højt niveau. Så det bliver spændende at følge dem de næste år.
Herre juniorklassen er den eneste, hvor Tisvilde Hegn OK ikke er repræsenteret. Carl Emil Schøier Kovsted har et år tilbage som junior og Lasse Falck Weber rykker op i H17-18 i 2017, men de er altså ikke kommet igennem nåleøjet til landsholdet. Men begge har har vist fine takter, så hvis de kan fortsætte deres udvikling, vil de kunne kæmpe med om pladserne til de internationale mesterskaber allerede næste år.